Kenya

Kenya

Home > Kenya

Kan man i Danmark sige Kenya uden at tanken strejfer Karen Blixen, for hun har da om nogen forbundet danskere med en drøm om Afrika. Hun skildrede Kenya, dens vilde natur og kultur, et sted på denne jord så fremmed fra hvor hun kom, et sted med udfordringer og oplevelser der gav mening for hendes liv, og perspektiv på livsværdierne. Er man i Nairobi og interesserer sig for Blixens’ historie, er det bestemt værd at besøge hendes farm, der er lavet til museum, også omend al jorden er udstykket og nu udgør et mondænt beboelseskvarter opkaldt efter hendes selv, Karen.

Safari betyder “at rejse” på swahili. Konceptet, der nu er brugt over hele Afrika havde sin oprindelse i Kenya. De tidlige tilflyttere drog på safari, på spændende eventyr og storvildtsjagt ud i bushen - savannen strakte sig ud i det uendelige og trak på folks lyst til at udforske og gå på opdagelse i det Afrikanske vildnis.


Landet ved Ækvator, har utrolig meget at byde på. Fantastiske vildt-oplevelser i dens mange beskyttede naturreservater og nationalparker. Mange forskellige økosystemer er beskyttet og byder på forskellige oplevelser med deres hjemmehørende fauna og flora arter. Safari oplevelser i Østafrika er karakteriseret af store mængder vildt, ingen hegn, smukke landskaber med langstrakte vider.


Desuden er det tropiske azurblå Indiske Ocean, kranset af hvide palmebeklædte sandstrande, og mørke koralklipper, øde strækninger eller mange gode strandhoteller - især omkring Mombasas syd- og nordkyst, en relativ billig og afslappende sted at forlænge ferien på. Lyden af bølger, indbydende dukkerter og interessante snorkelture, dasen i en liggestol under skyggen af en palmeparasol, med ro  og tid er det perfekte sted at fordøje oplevelserne, og lade op til kontrasterne der venter derhjemme. Det er godt givet ud at vælge at flyve direkte fra højlandets national reservat Masai Mara, til sydkysten, og bo en uge på et strandhotel få kilometre fra den lille lokale lufthavn. Alternativt bruges en hel dagsrejse på at komme fra safarien til Nairobi og videre med fly til Mombasa. Afhængig af hvor man skal bo er der herfra gerne 2 timers kørsel igennem Mombasa, med færge fra Likoni til Sydkysten. Mombasa, er en voksende, hektisk, varm og beskidt havneby med voldsom trafikkaos - fortidens charme er svær at fornemme, mens det er en samsurium og farvelade af kulturer og indtryk.


Selvom Kenya er så meget mere end safari, så er 8 % af landets 582.600 km2 beskyttet af 23 nationalparker, og 28 reservater. Derudover er der ved landets kyst, i det tropiske Indiske Ocean intet mindre end 4 Marine Nationalparker og 6 Marine National-reservater, og selve kysten gemmer på et unavngivet, men i verdensklasse imponerende koralrev. Reservaterne adskiller sig fra parkerne i og med at de forvaltes af de lokale stammer i samarbejde med Kenya Wildlife Service. I reservaterne er der i forvaltningsplanen medtaget befolkningens interaktion med naturen. Der høstes, græsses, fiskes, samles brænde og nogle steder er der bosætninger. Nationalparkerne forvaltes udelukkende af Kenya Wildlife Service (KWS), og adgangen til parkerne er i teorien begrænset til turisme og forskning.


Kenyas nationalparker og reservater er ikke indhegnet, så dyr bevæger sig frit ud og ind i disse beskyttede områder. Yderområder kan udnytte at der er masser af vildt på deres områder, og således er der mange indkvarteringssteder lige udenfor park-grænserne. Andre steder skaber dyrenes frie bevægelse konflikt mellem vildtet og lokalbefolkninger. Det er en udfordring at have elefanter i køkkenhaven - de hjælper ikke just, men forårsager store skader og tab. Ligeledes er det utrygt at møde rovdyr og andre store vilde dyr i sin baghave. KWS gør en indsats for at mindske generne ved at have vildt i nærområdet, for eksempel er der steder hvor der er plantet chilihegn rundt om markerne, med en fast aftale om at købe chilierne, samtidig med at elefanter er sensitive over for chili og holder sig væk. Befolkningen modtager desuden en procentdel af indtægterne fra besøgende.


Kenya ligger på ækvator, og selvom der altid er tropevarmt, så er der 4 sæsoner: 2 tør(ke)perioder, og 2 regnperioder, henholdsvis den lange regnperiode der strækker sig fra marts - juni, og den korte oktober - december. De klimatiske forhold i landet adskiller sig i forhold til højdeforskelle, og vindene. Højlandet omkring Nairobi og videre op mod Masai Mara er køligere og mildere med temperaturer på 25 - 15 celsius grader. Kysten er tropisk og varm med en gennemsnittemperatur på 28 grader celsius, og har desuden høj trykkende luftfugtighed.

Kenya er gennemskåret af The Great Rift Valley - skabt for 35 million år siden da den kontinentale plade revnede og gennem million år bevægede sig væk fra hinanden. En væld af geologiske processer skabte landskabet, mægtige vulkaner, vidtstrakte lavasletter, dybe kløfter, der ses langs forskydningen, der strækker sig over 6000 kilometre fra Syrien i nord til Mozambique i syd.


Kenyas landskab er varieret og spændende og de mange reservater og parker repræsenterer et bredt spektrum af de forskellige naturtyper landet har. Mest populær blandt turister er Masai Mara National Reserve, i højlandet, der er en del af et kæmpe savanne biotop, der strækker sig langt ned gennem Tanzania (Serengeti sletten). Her opleves den store migration af gnuer og zebraer, der årligt vandrer afsted i enorme flokke mod de friske græsskud der følger efter regnen. Det er i sandhed et imponerende spektakulær begivenhed. Dette krydret med det karakteristiske Masaifolk der ses i landskabet. Masaierne er et stolt folkefærd, der bærer traditionelle klæder, er væbnet med spyd, køller og machetter, og er smukt dekoreret med deres farverige glas-perle smykker. De ses i landskabet, en semi nomadisk stamme, der holder kvæg, og traditionelt har skattet kvæget som deres højeste værdi, mens jorden er hellig og ikke må dyrkes.  


Længere mod nord, omtrent 350 kilometer fra Nairobi udgør Samburu National Reserve, Buffalo Springs National Reserve og Shaba National Reserve et stort beskyttet område. Her i det tørre nord, hvor busksavannen præger landskabet findes særlige arter foruden de klassiske savannedyr. Reservaterne er hjemsted til Grevy’s Zebra, med de smallere striber end den mere almindelige Burchell’ zebra, girafgazellen, med sin meget lange hals, og netgiraffen, der har et anderledes fintmasket mønster end masaigiraffen og Rothschild’s giraf. Desuden findes der her i den tørre nordlige region den karakteristiske gribbeperlehøne og somalistrudsen, begge fugle med imponerende blåt skin. Alle tre reservater deler floden Ewasi Ngiro, der til trods for at den er tør på overfladen det meste af året, altid er kilde til vand for dyr og mennesker der graver dybt nok i dens sandede flodbund. Samburu-stammen der er nært beslægtet med Masaierne, klynger sig til deres kultur og traditioner, og er sammen med Turkana-stammen, nogle af de sidste oprindelige stammer i Østafrika. Disse stammer har mange udfordringer og påvirkninger der truer deres kultur, og mødet med omverdenen har uundgåeligt infiltreret livsstilen. Spørgsmålet er hvor længe de eksisterer som autentiske stammer, og hvornår de blot optræder for turismen. Turismen gør i hvertfald at kulturen ikke bliver glemt. Uddannelse, press fra organisationer og ændring af tro påvirker fremtidens stammefolk. Og fra vores synsvinkel er det måske en meget god ting ved udviklingen, som vi jo i vores verden også har været igennem. For her bliver børn omskåret og helt unge piger forlader barndommen og bliver gift med gamle mænd…bliver voksne alt for hurtigt.  


Højsæsonen er juli til oktober, samt januar til februar, omend der i den sidstnævnte periode kan være temmelig varmt.


Kenyas har fra Amboseli National Park, den bedste udsigt til Kilimanjaro - der ligger i Tanzania - nabolandet mod Syd. Men Kenya har også sine egne bjerge - Afrikas anden højeste bjerg Mount Kenya, er populær blandt bjergbestigere, og kræver decideret klippeklatring og udstyr for at komme helt til toppen. Der er også Mount Elgon der ligger mod vest på grænsen til Uganda, og Mount Longonot der med sin fascinerende krater tydeligvis er en vulkan - omend alle de andre bjerge også stammer fra masser af vulkanudbryd og pladetektonisk aktivitet i The Great Rift Valley..  


Turismen - besøg til Kenyas nationalparker og reservater - er Kenyas vigtigste kilde til udenlandsk valuta, og stort set alt der har med turismen at gøre afregnes i US Dollars. Det er ikke et billigt land at være turist i, men det anses for at være sikkert, da det prioriteres at passe godt på de udenlandske gæster.


Afrikas natur gør vitterligt noget ved enhver der lader sig forføre af storslåede indtryk.

Share by: