Din Afrika rejse...

Nedenfor er en del forskellige oplevelser beskrevet. Her kan du finde inspiration til elementer der skal være en del af din rejse. Afrika har så mange oplevelser der venter på at blive opdaget af dig. Fair Track Safari skræddersyer og tilpasser din rejse så den bliver lige som du drømmer om den skal være. Naturligvis er der visse begrænsninger så som logistik og budget. Du lægger rammerne og jeg kommer med et tilbud der passer dig, og sørger for at du og din famile er i de bedste hænder gennem hele jeres rejse. Jeg er tilgængelig for Jer alle døgnets 24 timer under jeres rejse, skulle I have brug for mig, og jeg glæder mig til at høre om jeres tur når I kommer hjem....  

IMG_3079 kopi.JPG

At rejse med børn

I gennem årene har jeg haft mange der har spurgt om man kan rejse til Afrika med børn. Jeg tænker på min mor, der rejste alene til Tanzania i 1976 med mig på 1 år og min bror på 3 år. Hun pakkede lejligheden i København sammen, og on route tog hun os lige med til Finland for at tage afsked med vores mormor. Finner var den gang ellers ikke kendt som de store rejsende, men vi tog med mormor helt op i det nordligste fjerne Lapland, helt ud i ødemarken hvor sidste stræk foregik med forsyningshelikopteren. Min far var taget afsted et par måneder forinden for at starte hans arbejde som arkitekt på Danidas skolebyggerier. Nå, men jeg havde en vidunderlig barndom i Afrika og kan kun anbefale folk at rejse ud - på job eller på ferie. Udvid horisonterne.

Mine egne børn plager mig jævnligt om hvornår vi igen skal til Afrika. De har været i Sydafrika, Swaziland, Kenya, Tanzania og Zanzibar i løbet af deres første år. Rejsen bliver god for alle hvis man planlægger rejsen så den passer til deres behov og præmisser. 

En safari rejse til Afrika er for de fleste en relativ dyr rejse, og man har nogle forventninger til hvad der skal opleves. 

Swimmingpool, korte distancer, privat guide og konstant opmærksomhed på dit barns ve og vel er vigtig. Og i nationalparker og reservater hvor man befinder på vilde dyrs territorie, skal man aldrig lade børn være ude af syne.

Indrømmet... jo ældre børnene er jo mere får I ud af turen - men livet drøner jo derudaf med høj tempo, så træk et par uger ud af kalenderen og giv hele familien en fantastisk oplevelse. Jeg skal nok hjælpe med planlægningen så det er sjovt og sikkert for alle parter. 

IMG_9191.JPG

Vores kok viser os aftensmaden som fiskeren lige har fanget!

IMG_2383.JPG

Med privat guide

I Østafrika er det kutyme at køre med en privat guide og chauffør. Vejene er generelt så dårlige at det kræver stærke biler, og biludlejningsselskaberne har ikke fundet det rentabelt at udleje biler her. Derfor er biler generelt dyre at leje i Tanzania, Kenya og Uganda. Man kan sagtens "køre selv", men det er med en privat guide, og du får ikke lov til at sætte dig bag rattet i bilen. Det er en dejlig stressfri måde at rejse på. Der er taget hånd om alt det praktiske. Vi har planlagt og sammensat jeres rejse med Jer efter Jeres ønsker. Jeres chauffør er også jeres guide. Han er veluddannet, serviceminded og rutineret. Fair Track Safari samarbejder med private guider i de fleste af vores destinationer.

IMG_3119.JPG

Kør selv

Jeg elsker at køre selv. Selv bestemme retning, fart og stops, og tag oplevelserne som de kommer. Det er billigt og nemt at leje bil i Sydafrika og Namibia. Lejebilerne er af god standard, vejene er gode, tankstationer er veludrustet. 

Man kører i venstre side af vejen, og selvom det for mange der ikke har prøvet det før lyder udfordrende, så vænner man sig utrolig hurtigt til det. 

Som turist er det rart at være godt forberedt i forhold til distancer og overnatningssteder. Vi kan sammen planlægge jeres rejse med alt hvad du ønsker af oplevelser, og booke bil, samt alle indkvarteringer på ruten på forhånd.

Er budgettet begrænset og er man ude på lidt eventyr, så kan man tage sit eget telt og trangia med. Der er masser af gode campingsites.

_DSC1531.jpg

Har man råd til luksus adventure, så kan man leje en fuldt udrustet 4x4 uden kompromiser og tage på ekspedition. 

Er man ung, med masser af tid, rustet med bekymringsfriheden, happy-go-lucky, og med en snert af fanden-i-voldskhed, så køb en bil, og tag dagen som den kommer... Magen til frihed at købe sin egen gamle folkevogn, rulle vinduet ned, og køre ud i det... eventyret venter!

Men uanset hvordan I kører... så er de lokales tips følgende:

Kør ikke i mørket - der kan være biler uden lys, husdyr og vilde dyr på vejen, der kan være fulde folk og banditter.

Pas på når du kører i store byer. Der er desværre visse steder at kriminalitet udgør en stor fare for den uopmærksomme bilist, og så kan morgen og fyraftenens trafikmængder skabe kø og kaos.

Selvom hovedvejene i Sydafrika generelt er rigtig gode, så er bivejene og grusvejene ofte misvedligeholde, med større eller gigantiske huller i vejen. 

I det øvrige Afrika er vejnettet meget varieret. Generel slitage og underminering af asfalt efter kraftige regnskyld gør vejene livsfarlige. Lokale kender deres huller på deres vej, men du skal køre varsomt.

Namibia har masser af grusveje som hovedveje. Der køres relativt stærkt. At køre på grus og sand veje kan sidestilles med at køre på isglatte veje. Bilen kan nemt skride ud.

Kør forsigtigt!

 
hero.png

Overlanding      

Afrika har i rigtig mange år haft overlanders på tur. Der er mange forskellige udbydere, nogle kom fra Europa og kørte hele vejen ned gennem Afrika. Det er desværre ikke længere muligt grundet ustabilitet i en række lande nord for Sahara. Der er flere operatører, der tilbyder nogenlunde de samme router. Typisk oplever man meget, men tilbagelægger også store distancer. Man skal være socialt anlagt, da man kommer hinanden ved i gruppen, tilbringer rigtig meget tid sammen, skiftes og deles om praktiske opgaver såsom at lave og lejr. Ofte er der ikke meget mulighed for at trække sig tilbage andet end at tage et par hørebøffer i ørene og lukke øjnene. Man skal altså være indstillet på det sociale samvær, glad for fællesskab og klar på lange køreture. Er man typen der er vild med alt dette, så venter der helt sikkert en god og intens oplevelse. De oprindelige ture var med camping, mens de senere år er der flere der udbyder turen med en standard lodge overnatning. Aldersgrænsen er typisk fra den unge 18 årige til den stadig unge 70 årige…  det handler vist allermest om en indstilling! :) Det er en rejseform, hvor man oplever meget på kort tid. 

Group at Tropic.jpg

Jeg samarbejder med Drifters, der er et sydafrikansk selskab, der har opereret i det sydlige og østlige Afrika siden 1983. De har en bæredygtig filosofi, støtter lokalsamfund på deres vej, investerer i mindre naturreservater og støtter flere skoleprojekter. 

thamalakane-river-zebra-1024x682.jpg

ridesafari

For mig der elsker safari og heste, er ridesafari noget nær den mest optimale safarioplevelse overhovedet! Når du sidder på en hest, så indhyldes du i dens lugt og bevæger dig som et andet firbenet dyr igennem landskabet. Du sidder højt hævet, uden støjen fra en bilmotor, uden lugten af udstødning. Sammen med hesten kan du bevæge dig tæt forbi dyr. Det eneste du skal være opmærksom på, og have nerver til, er at du sidder på et byttedyr - især relevant hvis du er på et rovdyr territorium!

Det er langt i mellem steder hvor du kan opleve den Afrikanske natur til hest. Nogen steder kan du komme ud på en kortere ridetur, men er du dedikeret kan du også vælge en decideret hestesafari. Okavangodeltaet i Botswana byder på noget af det vildeste ridesafari i verden.